Ordblindhed og læsevanskeligheder

Hvis du er konstateret ordblind eller har vanskeligheder med at læse, tænker du måske, at biblioteket ikke er et sted for dig – men biblioteket rummer mere end bare store opslagsværker og tykke romaner. Biblioteket er også din vej til oplevelser og viden.

Letlæste bøger

På biblioteket kan børn og unge finde lixbøger og letlæste ungdomsbøger. 

Ligeledes er der en samling af letlæste bøger til voksne. Nogle af bøgerne indeholder en CD, så hvis du har en afspiller, kan du få læst bogen op i et tempo, hvor du samtidig kan følge med i bogen. 

På biblioteket kan du få hjælp til at finde bøger på rette niveau.

Lix – kort fortalt

Lix er en skala for ’læsbarhed’. Jo højere lix, jo længere ord og sætninger er der i bogen. Lix kan være en måde at finde sit rette læseniveau.

Femfinger-reglen

Gå evt. frem efter femfinger-reglen, hvis du er i tvivl, om en bog er for svær at læse. 

  • Slå op på en tilfældig side i bogen og læs højt. 
  • Tæl undervejs hvor mange ord, som er svære at læse.
  • 1 ord = for let, 2-3 ord = tilpas, 4 ord = prøv og 5 ord eller derover = for svær.

Lydbøger og e-bøger 

Der findes mange lydbøger. Nogle af dem kan du låne fysisk på biblioteket som CD’er eller MP3’er. De fleste kan du låne digitalt på eReolen eller eReolenGO (for børn).

eReolen og eReolenGO findes som app til både Android og IOS – og indeholder, udover lydbøger, naturligvis også e-bøger.

Spørg gerne personalet, hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med det digitale bibliotek.

Læsehund for børn i 1.-5. klasse

Børn, som har knækket læsekoden, men er udfordret og måske mangler motivationen til at læse, kan melde sig til et seks ugers gratis læseforløb med en læsehund. 

Hunden kan ikke læse, men er rigtig god til at lytte. Det kan give tryghed og glæde for barnet, og derigennem motivere barnet til at læse. 

Kontakt kulturformidler Christine Leonora Mossing på tlf. 23 80 58 38 for mere information og evt. tilmelding.

Biblioteket og fællesskaber

Frederikssund Bibliotekerne er ikke kun bogsamlinger og materialer, men også samlingspunkt for mange forskellige fællesskaber. Her mødes mennesker og deler interesser og oplevelser. Hold løbende øje med vores arrangementer for både børn, unge og voksne. Kom gerne forbi og hør mere om, hvad biblioteket tilbyder eller lægger hus til.

Nyttige links

Hvordan kan jeg støtte mit barn? https://www.ordblindeforeningen.dk/til-foraeldre/ 

eKurser: https://www.ekurser.nu/

Netbibliotek for ordblinde: https://nota.dk/

Overblik over hjælpemidler til ordblinde: https://etlivsomordblind.dk/hjaelpemidler/ 

Dokumentar- og spillefilm via biblioteket: https://fjernleje.filmstriben.dk/