Og vinderen er...

For 22. gang har landets læsere stemt på en favorit blandt flere fantastiske danske bogudgivelser. Nu er vinderen af Læsernes Bogpris fundet!

Af Caroline Sohn

Foto af Emma Holten
Emma Holten. Foto-credit: Claudia-Vega

Emma Holten og ’Underskud’ vinder Læsernes bogpris 2025

Det er 22. gang, de danske folkebiblioteker og Danmarks Biblioteksforening har lavet afstemning til Læsernes Bogpris for landets læsere.

10 danske titler fra 2024 blev nomineret, og nu er de 3 ugers afstemning afsluttet. Vinder af Læsernes bogpris 2025 er Emma Holten med bogen ’Underskud’ - en bog om alt det, vi udpiner og mister, når vi ikke kan måle dets værdi. 

”Årets vinder af Læsernes Bogpris er på kvindernes side. Bogen rummer en skarp analyse af, hvordan samfundet styres af økonomiske modeller, der ikke måler værdien af omsorg. Det er en uhyre vigtig bog, som viser værdien af omsorgsarbejde både i hjemmet og i det offentlige. Et arbejde, som mest udføres af kvinder. Alligevel står kvinder som en underskudsforretning i de økonomiske beregninger.”

Sådan lyder det fra Lise Vandborg, redaktør i Bibliotekernes Nationale Redaktion.

 

Om Emma Holten

Emma Holten (1991) er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet. Siden 2014 har hun arbejdet internationalt med feministiske dagsordener, og hun har siden 2019 holdt foredrag om feministisk økonomi og værdien af omsorg. ’Underskud’ er Emma Holtens første bog.

Se tidligere vindere af Læsernes Bogpris

 

Artikel fra Danmarks Biblioteksforening