Findebøger, vrimlebøger, myldrebøger...
Af admin
Kan du finde?
Findebøger, som også går under betegnelserne vrimlebøger eller myldrebøger, er et rigtigt godt supplement til historielæsningen. Højtlæsning behøver nemlig ikke altid at kræve stille børn, der sidder og lytter. Findebøger opfordrer til at man sammen er aktive og deltagende under læsningen, hvilket for nogen børn bidrager til stor fornøjelse samt et stort udbytte af læsestunden.
Bøgerne er oplagte til at engagere børn aktivt under læsningen, og de understøtter børns koncentrations- og observationsevner. Det giver en god fælles oplevelse at være på jagt efter forskellige ting, imens vi præsenteres for sjove situationer, historier eller opgaver, der skal løses undervejs. Reaktioner på fortællingen smitter vi hinanden med – især opmærksomhed og grin smitter i læsningen af en god findebog.
Bøgerne kan også læses af børn alene, men de er helt oplagte som en fælles læsestund, da de giver en god anledning til både nærvær og dialog, som har en positiv effekt på børns ordforråd og -kendskab.
En god læsestund
Indimellem kan en samtale om den gode læsestund hjælpe forældre godt på vej. Her følger en række overskrifter, som vi kan formidle til forældre i vores biblioteks- og sprogformidling.
Følg barnets interesser
Læg mærke til, hvilke emner dit barn interesserer sig for, og lad det styre samtalen. Det gør det sjovere og mere spændende for dem at bruge sproget.
Brug forskellige ord
Jo flere forskellige ord børn hører, jo større bliver deres ordforråd. Så hold dig ikke tilbage med at introducere nye ord - bare du forklarer dem.
Stil åbne spørgsmål
Når du stiller åbne spørgsmål, som hvorfor, hvornår, og hvordan, engagerer du dit barn mere aktivt i jeres samtale og giver dem mulighed for at bruge flere ord og mere komplekse sætninger.
Giv barnet tid til at svare
Børnehjerner arbejder ikke så hurtigt som voksnes, og når børn får tid til at svare, viser vi, at deres meninger og følelser er værdifulde – og det styrker deres sproglige selvtillid.
Få flere gode strategier til, hvordan vi kan hjælpe børns sproglige udvikling på vej: https:// vi-laerer-sammen.au.dk/