Højtlæsning

For dig, der arbejder med små børn eller er forælder til små børn.

Far læser for børn.
Alfred og far læser bøger om biler. De tæller og taler om tal.

De to vigtigste ting i højtlæsningen er: nærvær og bøger, der passer til barnets alder.

Hvorfor er højtlæsning vigtig?

Højtlæsning er vigtig, fordi det hjælper dit barn til at lære at forstå og bruge sproget. Højtlæsning sammen med billeder i bøgerne hjælper barnet til at knytte ordet ”hund”, når I siger det, med billedet ”hund”, som I peger på.

Højtlæsning er mere end bare at se og høre sproget.

Ligesom i den daglige samtale, så er I sammen om oplevelsen af tingene i jeres hverdag ved hjælp af sproget. Højtlæsning er en af de måder, du hjælper barnet med at stimulere sin udvikling af sproget.

Højtlæsning kan give et nærvær og et fokus på jeres fællesskab og fælles oplevelser med billeder, historier og sprog.

Højtlæsning og bøger kan hjælpe med at give ord, oplevelser og følelser til barnet, så det selv kan udtrykke sig og udvikle en forståelse af sig selv. Det støtter udviklingen af selvstændighed og selvværd.

Hvor tidligt kan vi begynde med højtlæsning?

Allerede fra barnet er et par måneder gammelt, kan I bruge bøger til at opleve og læse sammen. Babyer kan skelne klare farver fra hinanden, så billedbøger med enkle billeder, gerne fotografier, og få farver på, kan I sagtens kigge på sammen. Knyt det gerne til sange og bevægelse, da bevægelse også er med til at stimulere sprogudviklingen.

Husk, at dit barn er ligeglad med, hvor godt du synger og om du kan huske teksten, så bare kast dig ud i det!

Når barnet er omkring ét år, kan du finde bøger med lidt mere fortælling i, og gerne også nogle, der lægger op til leg. Titte-bøh-bøger eller papbøger med dele, der kan bevæge sig.

Selve historien – en handling, hvor der sker noget - er noget af det, barnet kan følge fra det er 1½-2 år. 

Lange historier med svære ord, kan godt overvælde barnet, så vælg en bog, der passer til barnets alder – og som I begge to har lyst til at kigge i sammen.

Tilbud til de små og deres voksne

Spørg efter vores Sprogkufferter på dit lokale bibliotek.